En genvej
til Porto.
»Det er heroppe,« sagde han.
Hans datter standsede og så på den stejle brostensgade. Så så hun på sin far, som stod i gul kasket, rød hættetrøje og en T-shirt, der med store bogstaver erklærede sin kærlighed til Budapest.
»Er du sikker på, at vi er i den rigtige by?«
Han kiggede ned ad sig selv.
»Jeg har pakket internationalt.«
Det var deres første morgen i Porto, og han havde allerede fundet en genvej, en alternativ genvej og en gade, der endte ved en låst port. Han kaldte det grundig orientering. Hun kaldte det den tredje forkerte drejning.
»Jeg ændrer arbejdsfordelingen,« sagde hun og tog kortet fra ham. »Du er nu ekspeditionens officielle fotograf.«
»Med løn?«
»Med pandekager.«
Han tog straks telefonen frem.
Under den grå himmel dukkede en kirke op mellem husene. Blå og hvide fliser dækkede facaden med figurer og snirkler. De standsede begge to. Selv han glemte et øjeblik at foreslå, hvilken vej de skulle gå.
Hun fulgte en af de blå linjer med øjnene, mens folk passerede omkring dem, og en dør ind til kirkens mørke stod åben.
»Sådan en væg ville jeg gerne have hjemme,« sagde hun.
»Jeg kan godt sætte en flise op.«
»En?«
»Vi må begynde et sted.«
Hun lo, og han tog et billede, før hun nåede at stille sig op.
En meget sød
arbejdsfordeling.
Da de lidt senere fandt en café, kom solen frem. På bordet landede tre gyldne pandekager med sirup og et fint lyst drys. Ved siden af stod et højt glas med en brun drik, skum på toppen, grønne blade og et rød-hvidt sugerør.
»Tre pandekager til to mennesker,« konstaterede han. »En vanskelig fordeling.«
Hun skar den sidste over.
»Nu er der fire.«
»Du burde også lede økonomiafdelingen.«
Han løftede glasset og tog en forsigtig slurk over kanten. Hun stirrede på ham, lagde sin gaffel og rakte ud efter telefonen.
»Hvad?«
»Du har skum på næsen.«
»Det er derfor, de gav mig sugerøret.«
Hun nåede at tage billedet, før han fandt servietten. Da han så det, bad han hende sende det til ham.
Et billede,
far.
Resten af dagen lod han hende vælge vejen. Hun standsede ved små butikker, pegede på altaner og fandt en trappe, hvor væggene var dækket af graffiti. Farverne kæmpede om pladsen: lyserøde bogstaver, sorte streger, grønt og gult. Højt over dem sad et malet ansigt på en rund kugle og smilede ud over gaden.
Hun vendte sig halvt om på trappen. Hendes mørke hår faldt frem over skulderen, og de hvide bukser lyste mod væggen.
»Her, far. Et billede.«
Han stillede sig omhyggeligt, bøjede knæene og holdt telefonen vandret.
»Du ligner en mand, der skal til at løfte et køleskab.«
»Professionel teknik.«
Denne gang blev billedet godt. Hun betragtede det længe og zoomede ind.
»Det her beholder jeg.«
Han rettede sig op med et lille tilfreds nik. Så lød et knæk fra hans knæ.
»Fotografen ønsker fremover en stol.«
De fik stolen ved et bord senere på dagen. De blev siddende, efter at glassene var tomme, og så lyset flytte sig hen over husene. Hun fortalte om en lille butik med håndmalede skåle, som hun gerne ville finde igen. Han spurgte, hvilken hun havde set på, og hun tegnede mønstret med fingeren på bordet. Der var ingen, som skulle nå hjem og sætte en vask over.
Plads til
bare at være.
Et par dage senere tog de på udflugt ud af byen. Husene gav plads til bakker, og snart lå vinmarkerne i lange terrasser over floden. Ved et udsigtspunkt stod de med grønne vinblade tæt foran sig og vandet langt nedenunder. En hvid båd gled gennem dalen og trak en smal stribe efter sig.
»Se lige,« sagde hun.
Han så. Så lagde han telefonen tilbage i lommen.
Varmen lå over skråningerne. Båden bevægede sig så langsomt, at de kunne følge den rundt om svinget, mens de lænede sig mod rækværket.
»Den der kan du i det mindste ikke køre forkert med,« sagde hun.
»Jeg kan sagtens pege i den forkerte retning.«
Hun skubbede til hans arm. Han lod skulderen blive mod hendes, og da båden næsten var væk, tog de et billede sammen. Hans kasketskygge dækkede det ene øje. Hun insisterede på, at det var det bedste.
Næste stop.
Samme selskab.
Ved busterminalen på deres sidste dag i Porto stod en stor blå bus klar til at føre dem videre mod Madrid. Han holdt vandflasken, mens hun fandt billetterne på telefonen.
Hun blev stille.
»Hvad nu?«
»Det her skærmbillede er fra i går.«
Han lænede sig frem.
»En alternativ dato?«
Hun skævede til ham, fandt mailen og trak de rigtige billetter frem.
»Ingen kommentarer fra fotografen.«
»Fotografen dokumenterer blot.«
Inden de steg om bord, tog hun telefonen fra ham og holdt den ud foran dem. På skærmen kom den blå bus, hans gule kasket og hendes smil med. Hun rykkede tættere på for at få plads.
»Sig Porto.«
»Budapest.«
Hun begyndte at le, netop som hun trykkede.
